unisportShop2017

Benzema sparker Real Madrid i semifinalen


Benzema lykønskes af holdkammeraterne. Foto: Marca.com

Solari har, til aftenens sene Copa del Rey kamp, valgt at give Marcelo pladsen som venstrebacken. Han har i den grad noget at bevise efter nogle sløje præstationer, samt en Reguilón der ånder ham tungt i nakken. Desuden starter Llorente inde, som havde et uheldigt comeback i den omvendte kamp, da han forærede et straffespark væk. Han har også noget at revanchere. Derudover er det spændende, at Bale er parkeret ude på bænken, og Vinícius og Lucas dermed stadig sidder på fløjene.

1. Minut - Så lyder dommerens fløjte på et udsolgt Estadi Montilivi. Kampen er i gang.  

2. Minut – PÅ OVERLIGGREN! Tæt på en mareridtsstart for Real Madrid. Et frispark fra Gironas højre side suser over venner og fjender, og rammer undersiden af overliggeren! Tæt på for Girona.

7. Minut – Girona og det baskiske hjemmepublikum virker opsatte på at komme i klubbens første Copa del Rey-semifinale nogensinde. Der er gang i den på lægterne, og Girona virker bestemt ikke som nogle, der ikke tror på et comeback.

8. Minut – Flot detalje af Benzema som ud af ingenting får sendt et skud afsted mod mål. Forsøget går snært forbi den ene stolpe.

12. Minut – Marcelo sender Vinícius alene afsted mod mål i venstresiden. Han forsøger uselvisk at spille bolden på tværs til Benzema, men bolden når aldrig frem til den franske angrebskollega.

13. Minut - Det udløser en kontra i den anden ende. Stuani har kun Varane mellem sig selv og Real Madrid-målet, men den franske klippe står fast, og får flot tacklet den tøvende Stuani. Kampen bølger frem og tilbage.

14. Minut – Stor chance til Benzema! Carvajal sender et langt, fladt indlæg mod bagerste stolpe, hvor Benzema ligger og lurer. Han får sendt en afslutning mod mål, men Porro får kastet sig ned og blokeret skuddet.

23. Minut – Real Madrid spiller bolden rundt ude foran Gironas felt, men de har svært ved at finde åbningen. Vinícius er blevet spillet i et par gode positioner, men har ikke held med at få sat sin mand. Et langt angreb ender med et forkølet forsøg fra Kroos.

25. Minut – Vinícius vinder bolden nede på sin egen banehalvdel, og fører bolden hele vejen op til Girona-feltet. Her lægger han den af til Benzema, som får skudt kanonen afsted – lige ved siden af målet.

26. Minut – MÅÅÅÅÅL TIL REAL MADRID! Og hvem andre end Benzema? Han er flyvende for tiden! Efter nogle flotte kombinationer mellem Lucas, Benzema og Carvajal, ender bolden hos franskmanden, som fra kanten af feltet sparker bolden flot i mål. 0-1!

29. Minut – Kæmpe chance til Girona! Lozano har en hel motorvej foran sig ude på Gironas højreside. Hans flade indlæg har retning lige imod Stuanis inderside, men Navas får lige akkurat handsken på!

30. Minut – Vanvittig detalje af Vinícius. Han forsøger at drible to mand, ved at sparke bolden ind på sin egen hæl, så den ryger mellem de to spillere, hvorefter han selv løber uden om. Han bliver dog nedlagt af Girona-spillerne, før ydmygelsen bliver for stor.

31. Minut – Tæt på fra Marcelo! Efter sammenspil mellem de to sambakonger, Vinícius og Marcelo, lander bolden hos Marcelo, som alene med målmanden får prikket en afslutning afsted. Den bliver dog reddet af Iraizoz.

33. Minut – Og så er vi nede i den anden ende igen. Granell får sendt et fantastisk skud afsted mod Real Madrid-målet, som Navas lige akkurat får reddet til hjørne.

39. Minut – Navas med endnu en redning! En høj bold bliver flækket videre til Stuani, som alene med Navas forsøger at flugte bolden i mål. Tæt på.

43. Minut – MÅÅÅÅÅL TIL REAL MADRID! Behøver jeg fortælle hvem der scorede? Det er selvfølgelig den franske bomber. Vinícius udfordrer sin mand ude på kanten af feltet, men lægger med hælen bolden tilbage til Benzema. Franskmanden har masser af tid til følt at krølle bolden ind ved den bagerste stolpe. 0-2!

45. Minut – Stor chance til Girona! Bolden dumper pludselig ned foran Stuani, som få meter fra kassen hamrer bolden mod mål, og tvinger Navas ud i en refleksredning. Det bliver samtidig slutningen på første halvleg.

Pause. Sikken en halvleg. Kampen bølger frem og tilbage med store chancer i begge ender! Der har været lækre detaljer og flot spil fra begge hold. Girona har bestemt spillet sin chance, men en iskold franskmand har været forskellen mellem de to hold i første halvleg.

46. Minut – Så er vi i gang igen. Lad os se om Big Benz kan få sit hattrick.

53. Minut – Benzema bliver sendt afsted mod mål i venstresiden. Han får frækt sat sin mand, og forsøger at lægge bolden ind til Vinícius, som ikke får ordentlig ramt på den.

58. Minut – Så bliver dagens mand, Benzema, skiftet ud til fordel for et glædeligt gensyn med Asensio.

61. Minut - Der har ikke været så meget gang i den i anden halvleg. Real Madrid virker tilfredse, og Girona virker til at syntes, at det er en anelse uoverskueligt, at skulle score fire mål.

63. Minut – Så bliver kaptajnen hevet ud til fordel for Nacho. Det ser ud til, at Solari vil spare nogle af profilerne.

64. Minut – PÅ STOLPEN! Hvordan kunne han brænde den? Lucas fører flot bolden frem, hvorefter han afleverer til Asensio. Hans skud bliver blokeret, og lander lige for fødderne af Lucas, som med et tomt mål foran sig formår at ramme stolpen.

66. Minut – Så bruger Solari sin sidste udskiftning, da Vinícius må lade pladsen til fordel for Bale.

71. Minut – MÅL TIL GIRONA! Et hurtigt kontraangreb resulterer i, at 19-årige Porro kan score sit første mål som professionel ved at sende bolden mellem benene på Navas. 1-2.


74. Minut – Asensio skaber med sit løb plads til Bale, som får sendt et skud afsted mod mål. Skuddet sidder dog midt i målet, men volder stadig problemer for Iraiazoz i Girona-målet.

76. Minut – MÅÅÅÅÅL TIL REAL MADRID! Og det er Marcos Llorente, som får scoret! Ceballos lægger bolden tilbage til Llorente et par meter ude foran feltet. Han sætter tempo på, og kommer forbi en mand. Hans hårde, flade langskud flyver afsted mod det modsatte hjørne og ind i kassen. Flot mål og 1-3.

80. Minut – Lucas forsøger sig med et par hurtige husmandsfinter, hvorefter han får sendt sit skud lige forbi det lange hjørne.

86. Minut – Tæt på for Girona! Et godt indlæg bag Real Madrid forsvaret, ryger på tværs og lander lige for fødderne af Garcia, som kaster sig frem mod bolden, og får tåen på. Det så ud som om, at den gik i mål, men den var lige akkurat ved siden af.

93. Minut – Så bliver det ikke til mere fodbold for i aften - dommeren fløjter kampen af.

Slut: En kamp der bølgede frem og tilbage mellem de to hold. Real Madrids offensiv med Benzema i spidsen flød og skabte mange chancer, som de har gjort de seneste par kampe. Girona kom dog også frem til en lang række store chancer, og kunne med lidt større skarphed hos blandt andre Stuani sagtens have lavet flere mål. En samlet 7-3 sejr til Real Madrid, som dermed er videre til semifinalen.

Kampens spiller: Benzema. En time på banen var nok til at blive banens bedste. Det var nemlig endnu en imponerende kamp af franskmanden. Udover at score to mål, så er hans spilforståelse, overblik og teknik en fornøjelse at følge, når han som i dag rammer topniveauet.

Kampens badebold: Kroos. Selvom han ikke faldt fuldstændig igennem, så var det ikke en god kamp af Kroos. Den ellers så boldsikre tysker havde flere mærkværdige boldtab.

Kampens detalje: Da Vinícius forsøgte at drive gæk med to Girona-spillere med hæl og tå.

 

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.