Officielt: Ramos får to dage i skammekrogen

UEFA har ikke overraskende valgt at sanktionere Sergio Ramos med en ekstra spilledags karantæne i Champions League, da Real Madrid-kaptajnen efter kampen mod Ajax afslørede, at han gik bevidst efter en advarsel for at kunne sidde over i næste uges returkamp mod hollænderne.

Derfor skal El Capitán i stedet for afsone to spilledags karantæne, hvor den første er mod Ajax i næste uges returkamp i Champions League, ligesom han heller ikke kan spille den første kamp i eventuel kvartfinale, hvilket naturligvis ikke var med i den spanske midterforsvarers planer.

Den ekstra spilledags karantæne kommer i kølvandet på, at UEFA åbnede sag mod Ramos, hvor en disciplinær-komité i dag skulle tage yderligere stilling til hele sagen.

Komiteens beslutning var uundgåelig, da man i sidste uge tildelte Geoffrey Kondogbia en ekstra spilledags karantæne for en identisk overtrædelse af UEFAs reglement.

Seneste artikler...

Annonce