Medlem på generalforsamling: Ramos ligner en svensk turist

Der er sandsynligvis mange svenske turister, der ville ønske at de så ud som Sergio Ramos. Men ifølge et medlem af klubben bør Ramos ikke ligne en svensk turist med sin røde hat.

Man skulle tro, at Sergio Ramos var en helt blandt medlemmerne af Real Madrid, men det er bestemt ikke alle, som bryder sig om anføreren.

På dagens generalforsamling bad et medlem om at få sine 15 minutters berømmelse og de blev brugt på denne måde til at kritisere hans tøjstil:
- En person som jeg kan godt tillade mig at klæde mig ud og føle glæde ved det. Men hvis jeg var anfører for Real Madrid, ville jeg ikke kunne tillade mig det. Sidst han viste sig frem var det med en rød hat og han lignede en svensk turist.

Florentino Pérez svarede dog koldt og roligt, at når man taler om Ramos, taler man også om et vist mål i Lissabon og lod på den måde angrebet passere.

Et andet medlem var dog træt af Sergio Ramos´ bror og agent, René Ramos, som angiveligt er medlem af CD Tacón, som man på dagens generalforsamling skal stemme om at få indlemmet under Real Madrid, så man fra næste år har et kvindehold i klubben. Dette medlem ville dog ikke stemme for med følgende begrundelse:
- Jeg stemmer nej til indlemmelsen. Det er for sent og i øvrigt burde der have været flere kvinder i bestyrelsen, ikke kun Catalina (Miñarro Brugarolas, red.). Og så skal vi have René Ramos´ hænder ud af klubben.

Et andet medlem ville vide, om en del af den sum, som Real Madrid betaler for at overtage ledelsen af CD Tacón går i René Ramos´ lommer.

Til det sagde Florentino Pérez:
- Denne klub har fået de bedste muligheder for at starte fra nul med kvindeholdet. Det faktum, at der er et medlem, som er bror til en Real Madrid-spiller har ikke noget med sagen at gøre. Afgørelsen er truffet på baggrund af, hvad der gav klubben de bedste muligheder for at starte fra nul. Vi vil investere i spillere og trænere. Hvis vi er kommet sent i gang med kvindefodbold, er det af andre grunde. Kvindefodbold er et socialt krav, det er positivt, at vi har det i klubben.

Seneste artikler...

Annonce