RTVE vil ikke vise Super Cup
Det spanske fodboldforbund, RFEF, vinder ingen popularitets-konkurrencer efter at have lagt den spanske Super Cup i Saudi Arabien i januar måned.
Nu melder den spanske TV-station RTVE ud, at man ikke byder på at få lov til at vise kampene fra turneringen, hvor Barcelona, Valencia, Atlético Madrid og Real Madrid deltager og det skyldes, at man ikke vil støtte op om det saudiske regimes bizarre kvindesyn. Kilder i RTVE fortæller følgende til spansk presse:
- Det er en beslutning, som er taget af bestyrelsen for RTVE, det er et spørgsmål om troværdighed. Den offentlige TV-station har en politik om støtte til kvinde-idræt og det ville være selvmodsiende at vise noget fra et land, som forhindrer kvinder i at dyrke sport.
Det spanske fodboldforbund forsvarer sig med, at man netop bruger fodbolden til at forbedre forholdene for kvinderne i Saudi Arabien.