Real Madrids midtbanepuslespil for næste sæson

Det virker sikkert, at Real Madrid til sommer forstærker sig på holdets tyndt besatte midtbane, men det er stadig uvist præcis hvilke spillere, der vil ankomme.

Den mest sikre transfer synes fortsat at være Ajax’ Donny van de Beek, som allerede i sommers blev meldt tæt på et skifte til Kongeklubben. Hollænderen fastholder dog, at han ikke vil udtale sig om sin fremtid før slutningen af sæsonen.

Zidane har imidlertid andre prioriteter, og her bliver Paul Pogba naturligvis fortsat nævnt som cheftrænerens ubestridte førstevalg. Ferland Mendys agent, Ivan Le Mee, der har godt styr på det franske transfermarked, udtalte i går til Tuttosport, at han er overbevist om, at Zidane igen vil presse på for at hente Pogba til sommer. Som det også var tilfældet med købene af de forhenværende Chelsea-spillere, Courtois og Hazard, har Pogba til sommer blot ét år tilbage af sin kontrakt, og ifølge MARCA kan det få Manchester United til at sænke prisen på franskmanden fra de svimlende 180 millioner euro til 100 millioner.

Derudover bliver Rennes’ 17-årige midtbanetalent, Eduardo Camavinga, regelmæssigt nævnt som et transferemne, men grundet den store interesse i spilleren, vil han formodentlig ikke være meget billigere end Pogba. Her spekuleres der i en pris på omkring 80 millioner euro. MARCA slår fast, at Real Madrid har kontaktet Camavingas agent, der på grund af den interne krise i Rennes er åben for at forsøge at finde en udvej for sin klient.

Til slut spiller Ødegaard naturligvis også en vigtig rolle i Real Madrids midtbanepuslespil, men som vi skrev tidligere her på siden, afhænger nordmandens fremtid formodentlig af, hvor længe Modric fortsat kan kalde sig Real Madrid-spiller.

Seneste artikler...

Annonce