Nye forstærkninger og dansker-exit hos Real Madrid Femenino

Logo Realmadrid 010101

På kvindesiden er kontraktsituationen generelt en kende mere drilsk end på herresiden. Her bliver spillerne nemlig hentet ind på kortere kontrakter, også selvom de er unge og lovende, og derfor er det generelt et større arbejde at få truppen på plads til den kommende sæson.

 

Det arbejdes der på for tiden, og selvom nogle fanfavoritter er bekymrende langt fra en aftale, er der også godt nyt. I dag melder AS nemlig, at Sandie Toletti, der i Caroline Weirs korbåndsskadesfravær har været Real Madrids bedste midtbanespiller i sæsonen, er snublende tæt på at forlænge sin kontrakt. Hun vil i så fald træde i fodsporene på den unge angriber Naomie Feller, mens spansk presse også mener, at midtbanedirigenten Teresa Abelleira og den driblestærke kantspiller Athenea del Castillo bliver i Real Madrid i mindst en sæson mere.

Toletti kom i øvrigt fra Levante tilbage i 2022, og netop den klub er der flere forstærkninger på vej fra. Stjerneangriberen Alba Redondo og midtstopperen María Méndez meldes tæt på, og dertil vil spansk presse aldrig rigtig slippe rygterne om, at også centerbacken Antonia Silva skulle være på vej.

Endnu en centerback, nemlig franske Maëlle Lakrar, skulle også være på vej, og med så mange nye centerbacks tyder det desværre på, at anfører Ivana Andrés muligvis kunne være på vej videre, eventuelt til USA. Også Kenti Robles og danske Sofie Svava, der er andetvalget på henholdsvis højre- og venstrebacken, ser ud til at være på vej videre, og det samme gælder den arbejdsomme midtbanespiller Freja Siri, der aldrig har været anvendt som mere end en stærk arbejdskraft, når der skulle roteres eller forsvares et resultat.

Både Signe Bruun og Caroline Møller Hansen har kontrakt et år mere med Real Madrid, så der kommer også til at være danskere i den hvide trøje i den kommende sæson, selvom begge spillere kan blive kraftigt udfordret, hvis det lykkes at hente Alba Redondo.

Med hensyn til keeperen Misa Rodríguez er der ikke vished om en forestående kontraktforlængelse, og dermed kan det blive et farvel til en af holdets største fanfavoritter.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...