Real Madrid i kapløb med Barcelona om det spanske mesterskab

Når den spanske liga genoptages i juni, vil Real Madrid og Barcelona hver have elleve kampe tilbage, som kommer til at afgøre det spanske mesterskab. Med ni points imellem anden- og tredjepladsen bliver det formodentlig en sprint imellem de to topklubber, hvor Real Madrid skal hale minimum to points ind på Barcelona.

Ingen af de to hold har gennem sæsonen vist sig lige så stærke som i flere af de senere år, hvorfor det er realistisk, at de begge kommer til at snuble inden sidste spillerunde. Historisk set er det da også blot sket elleve gange, at der er blevet sammensat en stime på mindst elleve sejre i streg i den spanske liga. Real Madrid har gjort det seks gange, mens Barcelona har gjort det fem gange.

Den seneste gang det skete var for både Real Madrids og Barcelonas vedkommende i 2015-16-sæsonen, hvor de begge vandt tolv kampe i streg. Historisk set har Barcelonas længste sejrsstime i ligaen været på 16 sejre, og det skete i 2010-11-sæsonen under Pep Guardiola. For Real Madrid er den længste stime på 15 sejre i streg, og det var tilbage i 1960-61-sæsonen.

Derudover har Real Madrid sammensat stimer på tolv sejre i streg i 2009-10- og 2014-15-sæsonen samt stimer på elleve sejre i 1962-63- og 2011-12-sæsonen.

I denne sæson har begge titeludfordrere højest sammensat sejrsstimer på fem sejre. For Real Madrid var det mellem 19. og 23. spillerunde, hvor man vandt over Getafe, Sevilla, Valladolid, Atlético Madrid og Osasuna.

Seneste artikler...

Annonce