Referat: Barcelona - Real Madrid 1-2, LaLiga, 10. spillerunde
Hay Liga. Hay Real Madrid. Det må være konklusionen efter gårsdagens fuldt fortjente udesejr på Estadio Spotify mod Barcelona, som for første gang i LaLiga-sæsonen måtte se sig slået, da Real Madrid rejste hjem med en sejr på 1-2.
José Mourinho havde læst kampen godt og gjorde plads til Bernardo Silva på den centrale midtbane og sammen med Cucurella havde man to bidske køtere, som kunne lave de små irritationsfrispark. Samtidig fik man med Bernardo Silva en teknisk velfunderet midtbanespiller, som man med ro kan spille bolden til. Ved sin side havde portugiseren en meget velspillende Tchouaméni, som kom i vejen for rigtig meget og satte ind med kontante tacklinger.
Men hvor skal man begynde og hvor skal man ende i rosen til hver enkelt Real Madrid-spiller, som leverede en rendyrket holdpræstation og hvor man tydeligt fulgte Mourinhos anvisninger, som eksempelvis den hårdtarbejdende Bellingham, som konstant var på kroppen af Rodri, når han fik bolden og reelt satte spanieren fuldstændig ud af spillet. Samtidig bød Bellingham også ind med sit eget spil, men det vender vi lige tilbage til.
Real Madrid lagde nemlig bedst ud i kampen og allerede efter fire minutters spil kunne man være kommet foran, da en velspillende Arda Güler kom fri på højrekanten og fik afsluttet tæt forbi mål.
Særligt i første halvleg var Real Madrid toneangivende og man gav ikke Barcelona til at sætte sig på kampen. Nuvel, Hansi Flicks mandskab havde bolden mest, men man fik aldrig udnyttet boldovertaget til at lægge et tungt pres på Real Madrids meget velorganiserede forsvar og når man endelig kom frem til afslutning, så var Andriy Lunin sikkerheden selv. Hvor er det i grunden vildt, at man i så mange år har haft så stærk en reservemålmand, som helt sikkert ville være førstevalg i langt de fleste europæiske større klubber.
Real Madrid fik udbytte af sit gode spil lige før pausen, da en hårdtarbejdende Diomandé blev spillet fri på venstrekanten og ivorianerens indlæg blev sparket væk af Gerard Martín, men lige ind i benene på en fremstormende Mbappé og så strøg bolden ind bag en sagesløs Joan García.
Kort efter kunne Barcelona have udlignet, men i helt fri position sparkede Lamine Yamal forbi mål. Man så ikke meget til det spanske stortalent, som blev spist fuldstændig af Cucurella, akkurat som han gjorde sidste sæson på Bernabéu af Carreras.
Barcelona kom bedst ud til anden halvleg og fik lagt et lidt større pres på Real Madrid, som dog fortsat stod stærkt defensivt. Bortset fra den lille blunder omkring det 60. minut, hvor man ikke var opmærksomme nok og så kunne Pedri spille Raphinha fri til scoring. Andriy Lunin skal ikke klandres overhovedet, men måske havde Courtois taget forsøget, som dog kom fra tæt hold og ukrainerens udsyn var også spærret.
Ærgerlig udligning, men Real Madrid mistede ikke modet og lod sig ikke overrumple af et Barcelona-mandskab, som fik mere blod på tanden og lagde et hårdere tryk. Kort efter udligningen måtte Fede Valverde forlade banen med en mindre skade og i stedet kom Dumfries på banen og hollænderen virkede faktisk som om, at han ikke havde fået lov til at varme ordentligt op, på trods af, at Fede Valverde allerede i første halvleg tog sig til bentøjet, men formåede at spille videre. Dumfries virkede lidt tung i sine bevægelser, men han fik god opbakning fra sine holdkammerater og når holdet leveret en helstøbt præstation, er der også bedre råd til, at en enkelt spiller falder lidt ud en gang i mellem.
Med 10 minutter igen, kom Camavinga på banen som afløser for en træt Bernardo Silva og Camavinga fik en afgørende rolle i de døende minutter af kampen. Jude Bellingham tryllede midt på banen og fik med hælen spillet bolden videre til Camavinga, som afleverede bolden til Arda Güler og selv satte i en spurt mod mål, hvorefter han modtog en præcis aflevering. Herefter rundede han en frembusende Cubarsí, inden han afleverede bolden på tværs til en fremstormende Mbappé, som kunne score sit mål nr. 100 for Real Madrid og blive matchvinder.
Kampens spiller: José Mourinho. Og vi kunne have nævnt stort set alle Real Madrids spillere, for der var virkelig stærke præstationer, men portugiseren havde læst kampen helt rigtigt med Bernardo Silva til at forene benhårdt arbejde og ypperlig teknik, mens Bellinghams nedlukning af Rodri er lige til et særskilt kapitel i fodboldens ABC.
Kampens badebold: Den kan vi ikke uddele efter en så vital sejr.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Real Madrid har fundet ind på rette spor og nu skal man udnytte momentum til at fastholde de gode præstationer og den gode holdindsats, for så kan sæsonen blive rigtig spændende.
