Real Madrid kræver millioner af seks engelske klubber efter Super League-exit

Real Madrid kræver, at de seks engelske klubber, der oprindeligt tilsluttede sig Super League-projektet, betaler deres forholdsmæssige andel af udgifterne til opstarten af den nu skrinlagte turnering. Det skriver det britiske medie The Athletic, der henviser til flere kilder med kendskab til sagen.

Kravet retter sig mod Arsenal, Chelsea, Liverpool, Manchester City, Manchester United og Tottenham, som trak sig fra projektet få dage efter annonceringen i april 2021. Ifølge en af mediets kilder løber de samlede opstartsomkostninger op i 80 millioner euro.

Indtil nu har Real Madrid delt udgifterne til promoveringen af Super League med FC Barcelona og Juventus. De øvrige stiftende klubber trak sig gradvist ud af projektet. De seks engelske klubber, Atlético Madrid samt Inter og AC Milan forlod det kort efter lanceringen, mens Juventus meldte sig ud i 2023. FC Barcelona formaliserede sin udtræden i februar i år.

Kernen i konflikten er fortolkningen af den aktionæraftale, som klubberne indgik med det spanske selskab, der administrerede projektet. Ifølge The Athletic bliver det afgørende spørgsmål, om aftalens formulering om, at klubberne skulle eje og drive turneringen i fællesskab, også forpligtede dem til at dække deres andel af omkostningerne, selv efter at de havde trukket sig.

Real Madrids præsident, Florentino Pérez, har tidligere understreget, at aftalerne var juridisk bindende, og at klubberne derfor ikke uden videre kunne forlade projektet.

Sagen kommer samtidig med, at Bernd Reichart, tidligere administrerende direktør for A22, selskabet bag Super League-projektet, står foran at tiltræde som Real Madrids nye ansvarlige for forretningsdriften. Hans skifte forudsætter, at hans afgang fra A22 er på plads.

Ifølge kilder i Real Madrid, som The Athletic har talt med, vil eventuelle udestående beløb tilfalde Super League-selskabet og ikke direkte klubben i Madrid. Hverken A22 eller de seks engelske klubber ønskede at kommentere sagen over for mediet.

En hurtig afklaring er dog ikke umiddelbart i sigte. De lækkede dokumenter fra projektet beskriver ikke udtrykkeligt, hvordan opstartsomkostningerne skal fordeles. Hvis parterne ikke når til enighed, kan Real Madrid derfor blive nødt til at indlede en retssag for at få de engelske klubber til at betale deres andel.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...