Optakt: Roma-Real Madrid, Champions League, 2. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid skal i aften i ilden for anden gang i denne sæsons Champions League, og endnu engang venter modstand fra toppen af den italienske Serie A. Der er nemlig tale om en udebanekamp imod Roma, der kun overgås i deres hjemlige liga af Inter og Lazio.

Real Madrid lagde fra land med en nervepirrende og vigtig sejr over Inter, mens Roma kom lidt slattent fra start med en uafgjort imod Fenerbahce, men man skal ikke tage fejl af, at Roma med deres nuværende form in mente under det tidligere Atalanta-koryfæ Gian Piero Gasperini er en ubehagelig modstander. Mourinho kan dog glæde sig over at have flere muligheder at rykke rundt med end imod Inter, for Güler, Bernardo Silva og Camavinga er alle tilbage fra karantæne. Af dem ventes dog kun Güler at starte inde. Det samme gør i øvrigt Vinícius, da det ville være stik imod klubbens håndtering af den slags kontroverser, der omgiver brasilianeren for tiden, at sætte et eksempel og bænke ham for hans åndsvage aktion imod Villarreal, der snildt kunne have kostet vigtige point. Tværtimod har Mourinho fulgt klubbens linje og rettet sværdet udad og taget Vinícius i forsvar.

Han ventes derfor at starte inde sammen med Mbappé på toppen, Güler til højre, Bellingham offensivt centralt og så med Tchouaméni og Valverde som den knap så kreative men temmelig hårdtslående midtbaneduo. I forsvaret er Huijsen tilbage til at danne par med Konaté med Dumfries og Cucurella på backerne og naturligvis med Courtois nede bagved.

Hos Roma er der masser af spændende spillere at holde øje med. Koné er en stærk og teknisk dygtig midtbanespiller, mens de dygtige, argentinske offensivspillerne Dybala og Soulé minder meget om hinanden i spillestil – blot med ni års aldersforskel. Og så er der Donyell Malen, som er Romas helt store offensive es. Hollænderen har scoret seks mål på syv kampe i sæsonen og fører allerede Serie A’s topscorerliste med to kasser. Han har ovenikøbet revanche til gode, for han var med for Dortmund, da Real Madrid senest vandt Champions League med 2-0 i 2024 over Malens tidligere klub. Real Madrid kan dog glæde sig over, at Roma mangler deres normale førstekeeper Svilar og midtbanekrigeren Cristante, der ellers altid spiller en vigtig rolle hos den italienske hovedstadsklub.

Real Madrid og Roma har mødt hinanden 12 gange i historien, alle i Champions League og alle dobbeltopgør, da der har været tale om det tidligere gruppespil og senere knockout-kampe. I 2008 blev Real Madrid slået ud af ottendedelsfinalerne af Roma efter to 2-1-nederlag, mens Real Madrid i 2016 slog Roma ud på samme stadie af turneringen med to 2-0-sejre. Resten af kampen har været i gruppespillet, og i alt står den 8-3 i sejre til Real Madrid. En enkelt kamp blev uafgjort.

Der er kampstart klokken 21 i aften, og for Real Madrid vil det være en afsindigt vigtig sejr, da resten af kampprogram på nær udekampen imod Arsenal vil være en meget overskuelig størrelse. Derfor er der god grund til at håbe på, at Mbappé omsider har fået indstillet sigtekornet ordentligt, når han skal sparke løs på Romas reservekeeper, der får sine første minutter i sæsonen. Kampen kan ses på Viaplay og Tv3 Sport.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Dumfries, Konaté, Huijsen, Cucurella, Valverde, Tchouaméni, Güler, Bellingham, Vinícius, Mbappé.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...