Zidane: Jeg har intet imod Jovic

Real Madrid startede sæsonen med en 0-0-uafgjort i går aftes på udebane imod Real Sociedad. Efterfølgende forholdt Zinedine Zidane sig til kampen, herunder det faktum at de unge akademispillere, Marvin Park og Sergio Arribas, blev foretrukket frem for Borja Mayoral og Luka Jovic.

Zidane sagde:
- Jeg ville ikke ændre systemet, vi blev nødt til at bringe spillere ind til bredden, og det var det, vi gjorde. Jeg har ikke noget imod Jovic eller nogen anden spiller, jeg ønskede bare ikke at ændre systemet, og derfor skiftede jeg kanterne.

Mere specifikt om kampen sagde franskmanden:
- Det er to tabte point, fordi vi går altid efter sejren. Generelt spillede vi en god kamp, vi gav ikke noget væk i defensiven. I første halvleg skabte vi chancer, men ikke i den anden.

Det var lidt af en overraskelse, at Casemiro startede ude, men Zidane slog efterfølgende fast, at beslutningen bare var for denne kamp. I stedet startede Martin Ødegaard på banen, og om det sagde Zidane:
- Jeg er glad for hans debut, han har ikke noget ubehag i knæet, hvilket er vigtigt. Det er den første kamp, og vi har kun haft tre uger. Lidt efter lidt vil vi forbedre os med Ødegaard; vi skal tage det roligt med alle. Vi manglede en måltrussel, men vi skal forholde os roligt.

Raphaël Varane var en af de bedre spillere i kampen, hvilket for franskmanden var en god måde at revanchere sig på oven på den rædselsfulde kamp imod Manchester City i slutningen af sidste sæson, og Zidane satte da også generelt pris på holdets forsvarsspil:
- Dét der skete i Manchester kan ske. Vi kender de spillere, vi har, og i dag (i går, red.) gjorde alle forsvarsspillerne det rigtig godt. De havde kun ét skud på mål, og det er på grund af arbejdet fra alle spillerne, som forsvarer rigtig godt. Nu skal vi tænke på at gøre det bedre i angrebet.

Seneste artikler...

Annonce