To måneder med vildt skadesfravær
Real Madrids indledning på sæsonen har været præget af mange skader og faktisk har de første 2 måneder budt på intet mindre end 22 forskellige skader af større eller mindre omfang hos spillerne.
Det er gået ud over 17 forskellige spillere og herudover bød november måned også på Corona-fravær til spillere som Militao, Casemiro, Hazard og Jovic. Kun målmandsposten med Courtois og Lunin har indtil nu holdt sig skadesfrie.
I forsvaret har man haft 50 dages skadespause til klubbens højrebacks, hvor både Carvajal, Odriozola og Nacho var skadede, mens man indtil nu har haft 98 dages fravær til de centrale forsvarere. Kun Varane har holdt sig skadesfri i det centrale forsvar.
På midtbanen er situationen ikke meget bedre. Fede Valverde og Martin Ødegaard har til sammen været ude i 44 dage, mens Toni Kroos har været ude i et par uger og Casemiro som nævnt har været ramt af Corona.
Og i angrebet står Eden Hazard foreløbig for 70 af de 120 dage, som trioen Hazard-Benzema-Asensio har været ude, mens Jovic og Mariano til sammen har været væk i 86 dage.
Som en vis dame siger i The Julekalender: Vi må da håbe, at det bliver bedre i morgen……..