AS: 7 grunde til Zidanes succes

Vi skal tilbage til den 12. april 2016 for at finde Real Madrids sidste nederlag.

Siden dengang har Zinedine Zidane og Real Madrid spillet 39 kampe uden nederlag og det har straks fået La Caverna Culé til at finde tre årsager: Held, held og held.

Og man skaber ikke et vinderhold uden også at have heldet på de rigtige tidspunkter, men graver man bare en smule dybere i posen, så er der altså flere og mere valide grunde til, at Zinedine Zidane høster stor anerkendelse i øjeblikket.

Spanske AS har fundet 7 grunde:

1. Social fred.
- Siden Zidanes ankomst har der i det store hele været ro på de indre linjer i Real Madrid, hvor ingen interne eller eksterne sager har fået lov til at forstyrre arbejdsroen. Bedste eksempler er ”balladen” med James Rodríguez´ påståede ønske om at komme væk, som blev taget i opløbet og erstattet med hans påståede vilje til at blive og kæmpe i den klub, hvor han er glad og naturligvis FIFAs transferkarantæne, som ingen tager større notits af. Herudover er Zinedine Zidane en ren mester i at håndtere spansk presse, så den aldrig får lyst eller lejlighed til at skrive noget negativt.

2. Titler.
- Der er ingen tvivl om, at de opnåede titler har givet Zinedine Zidane arbejdsro, både i forhold til klubbens ledelse og spillere og i forhold til den krævende spanske presse og tilhængerne. Zidane har således vundet 3 ud af 4 mulige titler, nemlig Champions League, den europæiske Super Cup og VM for klubhold. ”Kun” det spanske mesterskab er misset.

3. Optræden i krisetider.
- Real Madrid var i resultatmæssig krise i forbindelse med de fire uafgjorte kampe (Villarreal, Las Palmas, Dortmund og Eibar) i træk i efteråret. Alligevel rystede Zidane ikke et sekund på hånden og fastholdt ufortrødent sine tanker omkring spillestilen.

4. Behandling af spillertruppen.
- Zidanes rotationsprincip har båret frugt og er fuldt accepteret blandt alle i spillertruppen, hvilket blandt andet ses af, at de spillere som ikke får så megen spilletid, rent faktisk kommer ind og gør en forskel, når de får chancen. Derfor bemærkedes det heller ikke, at Real Madrid sparede et halvt hold i Copa del Rey-kampen mod Sevilla. Samtidig er der en fantastisk respekt omkring Zidanes person, fordi man har en spiller som har prøvet alt det, man kan forestille sig at den enkelte spiller kan komme ud for i forhold til pres på og uden for banen.

5. Luftspillet.
- Zinedine Zidane har arbejdet intenst med dette aspekt, således at Real Madrid nu fremstår som en trussel, såvel defensivt som offensivt. Bedst karakteriseret ved Sergio Ramos´ vigtige mål mod Deportivo og i El Clásico, mens også en spiller som Varane er noteret for 4 mål i denne sæson, hvor man kun har indkasseret 2 mål på dødbolde, mens man har scoret 8 mål.

6. Forsvaret.
- Real Madrid har indkasseret næstfærrest mål i denne sæson, kun overgået af Villarreal. Samtidig bidrager defensiven også i det offensive, hvor spillere som Danilo, Carvajal, Ramos, Pepe, Nacho, Marcelo og Coentrao har scoret 14 mål og lavet 15 assists i alle turneringer i denne sæson.

7. Taktisk succes.
- Zidane bliver kritiseret for sine taktiske mangler, men faktum er at Real Madrid klarede sig flot gennem udekampene mod Atlético Madrid og Barcelona, ligesom hjemmekampen mod Sevilla i Copa del Rey også var overbevisende. I El Derbi var Isco fænomenalt omdrejningspunkt på den centrale midtbane og på fløjen leverede Lucas Vázquez et sandt arbejdsraseri, som hold Filipe i skak gennem hele opgøret. I El Clásico var Lucas Vázquez igen en nøglespiller, idet han blev trukket lidt tilbage i banen og dermed understøttede Modric, Kovacic og Isco, således at de kunne vinde midtbaneslaget mod André Gomes, Busquets og Rakitic. Og endelig Copa del Rey-opgøret mod Sevilla, hvor Casemiro, Kroos og Modric fik konstant støtte fra James og Asensio til at udføre et maksimalt pres på boldholder og dermed forhindrede, at Sevilla kunne få gang i spillet.

Seneste artikler...