Suarez: Neymar ender ikke i Real Madrid

Suarez er sikker på, at Neymar ikke ender i Real Madrid i fremtiden..... mon ikke han bliver klogere med tiden?

Det affødte løftede øjenbryn, da Neymar i sommers skiftede til PSG. Dels på grund af den skyhøje transfersum, og dels på grund af brasilianerens tilsyneladende manglende sportslige ambitioner. Således sniger Ligue 1 sig lige akkurat ind i top-5 over de bedste europæiske ligaer, hvor Premier League, La Liga, Bundesligaen og Serie A alle er stærkere ligaer at vise sin fodboldkunnen frem i. 

Derfor har den internationale presse da også de seneste par måneder spekuleret i, om Neymar havde en skjult agenda med sit skifte til den franske hovedstadsklub, hvor Real Madrid flere gange er blevet bragt ind i ligningen. Således skulle PSG blot være en mellemstation for brasilianeren for at undgå det direkte "forbudte" skifte mellem Barcelona og Real Madrid. 

Alt dette er naturligvis blot skriverier og gisninger, for Neymar skiftede med al sikkerhed også til PSG for ikke længere at agere andenviolin til Messi. Han ville være stjernen i klubben, hvilket allerede har kostet flere bataljer med PSG's angrebsstjerne, Edinson Cavani. 

Neymars tidligere angrebskollega i Barcelona, Luis Suarez, tror dog ikke på de verserende spekulationer, der sender Neymar til Real Madrid i fremtiden. Det siger uruguayaneren i stort interview til Marca:

- Nej, jeg tror ikke på spekulationerne. Jeg kender Neymar og den beundring han havde for Barcelona og sine holdkammerater, hvorfor jeg slet ikke kan se det ske. Derfor ser jeg ham ikke skifte til Real Madrid, siger Suarez, ifølge Marca.com.

Den seneste Barcelona-spiller, der var skråsikker i sin sag vedrørende Neymar, var Pique, der dummede sig med sin Se Queda-tweet og efterfølgende forklaring her på (han vidste på daværende tidspunkt godt, at Neymar ville væk, red.), og mon ikke der er en Real Madrid-fan eller to, der ligeledes håber på, at Suarez, i sit interview med Marca, rammer ved siden af i sin lille profeti. 

Seneste artikler...