Michel

José Miguel González Martín del Campo eller "Míchel" som han er bedre kendt som, er født ind i en fodboldgal familie og derfor lå det allerede meget tidligt i hans barndom fast, at han skulle blive til noget stort.

Hans far var en udmærket fodboldspiller med et godt kontraktudspil på hånden fra Córdoba, da han blev alvorligt skadet i en bilulykke i en alder af 27 og hans ældre bror regnedes for et lige så stort talent som Michel, da han i en ganske ung alder også blev ramt af en alvorlig skade, som satte en stopper for hans karriere.

Hans far blev derefter træner i diverse klubber, hvor den unge Míchel fulgte ham og spillerne på tæt hold og på første hånd kunne suge til sig af de ældre spilleres erfaringer og anekdoter.

Míchel spillede selv fodbold i skolen og var altid den suverænt bedste. Som 10-årig begyndte Míchel at spille fodbold i Rayo de Los Angeles, som ligger i udkanten af Madrid. Som 12-årig fik han sine første tilbud, nemlig fra Rayo Vallecano og Atlético Madrid. Men selv om faderen var Atlético-fan valgte de at afslå tilbuddet og faderen tog i stedet til det nordlige Madrid og tilbød sin søn til Real Madrid, som på det tidspunkt havde Basilio del Pozo som ansvarlig for ungdomsarbejdet i klubben. Han havde år forinden været træner for Míchels far. Og Real Madrids trænere blev lamslåede, da de så den unge spillers talent.

Míchel kom til Real Madrid den 1. Oktober 1976 og begyndte som venstre wing, hvor han betog alle med sin kunnen. Rafa López, ungdomstræner fra dengang, siger: "Han var født til den rolle. Han spillede med nr. 10 som venstre wing (normalt er det kun spilfordeleren, som får 10-tallet.) – han kunne bruge begge ben – og det var næsten umuligt at rette på ham".

Efter kun et år i klubben blev han rykket op på et bedre hold, og allerede på det tidspunkt var han blevet et kendt navn i Spanien. I Catalonien troede man dog, at han var fransk og sammenlignede ham med Hídalgo og Platini, men de var dog klar over, at han var noget helt ekstraordinært.

I 1979 blev Míchel for første gang udtaget til ungdoms-landsholdet, hvor Ramón Moreno Grosso var træner. På det hold vandt han Prins Albert af Monaco Cup og blev efterfølgende kåret som Europas største talent. Han var nu kendt i hele Europa for sin atletiske kropsbygning og med en enestående teknisk kvalitet. I 1981 spillede Míchel sin sidste ungdomskamp i finalen om det spanske mesterskab mod Ath. Bilbao med Salinas-brødrene og her scorede han et fantastisk mål, som var medvirkende til den endelige sejr. For sejren fik hver spiller 10.000 pesetas; noget ganske andet end de 750 pesetas, man normalt fik for hver sejr.

I sæsonen 1981/82 blev Míchel rykket op på Real Madrids andethold, Castilla CdeF, hvor han blev forenet med de spillere som bare et par år senere skulle lægge navn til et af de absolut bedste hold gennem tiderne, La Quinta del Buitre. Mens spillere som Martín Vásquez, Pardeza, Sanchis, Chendo, Ochotorena, Salguero, Bernardo og Butragueño blev hurtigt rykket op på Real Madrids bedste hold, mens man af ganske uforklarlige grunde fastholdt Míchel i Castilla CdeF. Han fik ganske vist debut på Real Madrids bedste hold den 11. april 1982 mod Castellón, men det var kun på grund af strejken blandt fodboldspillerne i Spanien på det tidspunkt. Men han benyttede kampen til at score det afgørende mål i 1-2-sejren.

Sæsonen 1983/84 blev uden tvivl den hårdeste i hele hans karriere. Han spillede på tredje år på andetholdet, mens hans tidligere holdkammerater triumferede med førsteholdet. Det var som om, at man havde glemt talentet, og det brød han sig slet ikke om. Han ville på førsteholdet og han gjorde god reklame for sig selv ved at spille en fænomenal sæson, hvor holdet sikrede sig den bedste pointhøst i La Segundas historie.

Efter succesen fik han et betragteligt tilbud fra Málaga, som han dog afslog. Kun Real Madrids førstehold talte.

Og stædigheden betalte sig, for i sommeren 1984 blev Míchel den lykkeligste mand på jorden, da han endelig kom op i førsteholdstruppen og blev forenet med sine store idoler Juanito, Santillana og naturligvis Gallego, som var den unge spillers støtte for at blive en del af truppens sammenhold.

Míchel debuterede i en kamp mod Barcelona, som blev spillet på Estadio Santiago Bernabéu med nr. 7 på ryggen; et nummer han hadede at spille i. Alligevel blev det legendariske rygnummer båret på ærefuld vis af spilleren, som nåede at spille med alle rygnumre fra 1 til 11, dog undtaget nr. 2 og nr. 9. 1-tallet fik han prøvet, da han skulle vogte buret efter en udvist målmand. Hans absolutte favoritnummer var dog nr. 8. I dag, når han mødes med Real Madrids veteraner for at spille kampe, sker det med samme elegance og uden et gram fedt på kroppen, akkurat som i hans velmagtsdage.

I den første sæson spillede Míchel 26 kampe og scorede to mål. Hans første internationale triumfer kom med Real Madrid-holdet i UEFA Cuppen, hvor han var med i de vidt berømte returkampe, hvor Real Madrid hentede umulige resultater. Míchel vil nok især huske tilbage på især to kampe, nemlig sejren over Inter, hvor han scorede det afgørende mål i den forlængede spilletid og 3-0-sejren over ungarske Videoton i finalen.

Míchels bedrifter i La Liga er kendte af enhver Madridista. Sammen med spillere som Buyo, Hugo Sánchez, Maceda, Gallego, Santillana og Juanito dannede han sammen med La Quinta del Buitre et af de absolut bedste hold i klubbens 100-årige historie. Holdet vandt fem mesterskaber på stribe og var på det nærmeste uovervindelige i Spanien. I Europa kneb det derimod med at slå igennem, og holdet blev i flere omgange stoppet af Milans fantastiske hollænder-hold, men især én kamp fremstår som bitter for Míchel. Semifinalen i Eindhoven mod PSV, hvor man spillede 0-0 og røg ud efter at have spillet 1-1 i Madrid. Man styrede totalt kampen i Holland, men var uheldige med ikke at få scoret, bl. a. havde Hugo Sánchez et skud på stolpen kort før tid. Míchel har flere gange efterfølgende udtalt: Den mest triste dage i min sportslige karriere. Vi fortjente at vinde og nå finalen, som vi med sikkerhed havde vundet.

Skuffelserne blev dog klart overgået af glæden ved at vinde 14 store titler med Real Madrid og spille hundredevis af store kampe i den hvide trøje. Men der var dog skår i glæden, bl. a. i de to kedelige nederlag på Tenerife og når folk udviste mangel på forståelse for spilleren. Det hjalp naturligvis ikke på hans omdømme, at han valgte at forlade banen kort før pausen i den sidste kamp i sæsonen 1989/90.

Míchel fik megen kritik for hans personlige og sportslige væremåde, eksempelvis hans udskejelser i sæsonen 1995/96, som endte med træner Jorge Valdanos fyring og hans usportslige optræden i en ligakamp mod Valladolid, hvor han kærtegner colombianeren Carlos Valderamas ædlere dele ved et hjørnespark til Valladolid.

Men mange ved ikke, at Míchel rent faktisk var en særdeles ydmyg og genert person, som var meget spontan, men ikke bange for at sige undskyld til folk, han havde optrådt forkert over for. Míchel bekymrede sig altid for sine nærmeste, uanset rang. Han deltog og deltager altid velvilligt i velgørenheds-arrangementer, som andre ikke ville deltage i, og det er fordi han har et hjerte af guld.

Míchels fodboldkarriere begyndte at lakke mod enden, da han den 13. december 1994 fik en alvorlig knæskade i ligakampen ude mod Real Sociedad. Han vendte først tilbage til holdpræsentationen den 24. juli 1995, men var ikke i startopstillingen i de første kampe. Han nåede dog at gøre en god figur på holdet i sæsonen 1995/96, som skulle blive hans sidste i den hvide trøje. Da Ramón Mendoza gik af som præsident i 1996 efter at have tabt til Lorenzo Sanz, nægtede Míchel at skrive under på en ny kontrakt, for ikke at komme til at stå i vejen for den nye præsidents planer.

Tilbuddene kom straks væltende ind til ham fra klubber i både Spanien og Italien, men hans Madridismo nægtede ham at tage imod et tilbud fra nogen europæisk klub. Han valgte derimod at tage så langt væk som muligt, nemlig til Atl. Celaya, hvor han blev genforenet med sin gode ven, Emilio Butragueño og Hugo Sánchez. Og mexicanerne fik lov at se en Míchel i hopla. Hans fremragende teknik, hans utrolige indlæg, hans gode sparketekning og hans smukke mål. Míchel fik lov at vise sig fra sin bedste side. Han spillede sin sidste kamp den 26. april 1997 mod Los Pumas, hvor Hugo Sánchez også spillede sidste kamp. Begge sluttede deres flotte karrierer på Estadio Miguel Alemán Valdez i Celaya.

Hvis man tæller alle internationale kampe med, som Míchel har spillet på samtlige landshold, når han op på mere end 100 landskampe. Han debuterede på det bedste spanske hold i 1985 mod Østrig i Zaragoza og var fra da af sikker fast mand i de næste 66 kampe, bortset fra en venskabskamp, han måtte melde afbud til på grund af en skade. Først da Javier Clemente blev landstræner og gjorde op med det, som nogle kaldte Real Madrid-landsholdet, stoppede Míchels landsholdskarriere. Paradoksalt nok faldt han i unåde samtidig med at han havde sin absolut bedste periode, og hvor spillere og trænere i La Liga kårede ham til den bedste spiller i landet. Selv ikke denne hæder fik ham tilbage på landsholdet, hvilket gjorde ham ked af det, da han satte en stor ære i at forsvare sit lands farver.

Alligevel må Míchel regnes blandt de absolut bedste spillere, som har været på det spanske landshold og selv i dag ligger han højt på alle tiders topscorerliste med sine 21 landskampsmål, hvoraf især pragtmålet mod Brasilien ved VM i 1986, samt hans tre mål mod Sydkorea ved VM i 1990, huskes.

Efter at have lagt støvlerne på hylden, fastholdt Míchel sin kontakt med fodbolden ved at få sin egen klumme i Spaniens største sportsavis, Marca og ved at blive ekspertkommentator på TV España.

Historie:
Navn: José Miguel González Martín del Campo (Michel)
Fødested: Madrid
Fødselsdato: 23. Marts 1963
Første dag i klubben: 1. oktober 1976 (Som ungdomsspiller)
Første dag på førsteholdet: 18. juli 1984
Sidste dag i klubben: 30. juni 1996

Titler:
6 Liga
2 Copa del Rey
2 UEFA Cup
1 Copa de la Liga
3 Super Cup
1 Liga med Castilla i Segunda División

Andre trofæer:
7 Santiago Bernabéu
1 Teresa Herrera
2 Colombino
2 Euskadi-Asegarce
2 Ciudad de Barcelona
1 Ciudad de la Línea
1 Ciudad de Palma
1 Trofeo de La Naranja
2 Festa D'elx
1 Villa de Benidorm
1 Concepción Arenal
1 Desafío Canal Plus
5 Ciudad de Alicante
1 Trofeo La Mancha
1 Ciudad de Salamanca
1 Memorial "Giorio Calleri"
1 Trofeo Fioruchi
1 Declaración de Independencia de Uruguay
1 Trofeo Iberia
1 Bahía de Cartagena
1 Comunidad de Madrid
1 Trofeo Raima
1 Copa Durum
1 Torneo Navidad/Antena 3

Internationalt:
65 A-landskampe
7 U21-landskampe
13 U18-landskampe

Personlig hæder:
Udtaget til Verdensholdet efter VM86
Sølvvinder U21-EM

Antal kampe for Real Madrid:
404 Liga
53 Copa del Rey
44 UEFA Cup
38 Mesterhold
6 Pokalvindernes Cup
6 Liga Cup
8 Spanske Super Ccup
14 Trofeo Santiago Bernabéu
120 nationale og internationale venskabskampe

Scorede 178 mål

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.