Spansk journalist: Isco på flere engelske topklubbers læber

Isco var en vigtig brik under Zinedine Zidanes ledelse, hvor han over tid erobrede pladsen på højrekanten fra Gareth Bale via gode præstationer på grønsværen.

I denne sæson har der imidlertid været længere mellem de rigtig gode snaps fra Isco, hvorfor han som en konsekvens af dette er gledet længere ned i hierarkierne i Real Madrid. 

Isco snitter kun lige i underkanten af en time pr. kamp over 12 kampe, og ifølge den spanske journalist, Eduardo Inda, er der muligvis et skifte til engelsk fodbold under opsejling fra Iscos side.

- Isco virker ikke længere til at være en integreret del af gruppen og han døjer med vægten... så han overvejer at tage til Premier League, hvor han har et tilbud fra Chelsea og et fra Pep Guardiola i Manchester City, siger Eduardo Inda ifølge OK Diario.

Inda tilføjer yderligere, at Cristiano Ronaldo ikke kunne lide at spille sammen med Isco i Real Madrid, da spanieren havde en tendens til at varme bolden for meget, og det er da ikke utænkeligt, at dette også er en holdning, som dygtige omstillingsspillere som Karim Benzema og Gareth Bale deler i den nuværende trup.

26-årig Isco og Real Madrid har papirer på hinanden frem til sommeren 2022, og indtil videre er det siden skiftet til den spanske hovedstad i 2013 blevet til 252 kampe, 44 mål og 53 assists for spanierens vedkommende.

Seneste artikler...