Ancelotti: Vi er bekymrede for Vinícius

Real Madrid møder i morgen aften for anden runde i træk et oprykkerhold, når Alméria gæster Santiago Bernabéu. Om den kamp sagde Carlo Ancelotti på dagens pressemøde:
- Vi spiller mod hold, der kæmper for vigtige ting, uanset om det er nedrykning eller at spille i de europæiske turneringer, og det bliver en meget krævende kamp og endnu mere for os, fordi vores seneste præstation ikke var god i Girona. Vi ønsker at spille efter bedste evne i morgen.

Om Vinícius, der var involveret i tonsvis af kontroverser imod Girona, hvor han også både scorede og assisterede:
- Vi bekymrer os om ham, fordi han er en spiller, der altid forsøger at udfordre spillere, og den eneste måde at beskytte hans integritet på er gennem retfærdighed. Det er det eneste, der kan forhindre, at noget dårligt sker på banen. Der er to problemer: På og udenfor banen. Udenfor banen taler man stadig om hudfarve og racisme. Det er dårligt for et samfund, der forsøger at være moderne. På banen er spillerne mere beskyttede sammenlignet med fortidens spillere. Vinícius bliver sparket meget i Spanien. Maradona og Pelé blev også sparket tidligere. Heldigvis for os har Vinicius en så stærk fysik, at han er i stand til at stå imod, og han har ikke haft nogen skader. Forhåbentlig kan han fortsætte sådan.

Om Luka Modric, der er blevet ramt af en skade:
- Luka fik en mindre skade i Girona, og han vil ikke være tilgængelig. Vi venter på at se, hvordan det forløber, og jeg ved ikke, om han bliver klar til pokalfinalen. Vi må se, hvordan det går i de næste par dage. Det er et slag for os, men det er, hvad der kan ske i fodbold. Lad os håbe, at vi har ham tilbage til de resterende kampe, som er vigtige.

Om defensiven, der var helt i skoven imod Girona:
- Det er et problem med koncentrationen. Naturligvis kan du ikke altid være på dit bedste, især ikke mentalt. Defensivt arbejde er et spørgsmål om koncentration, når man ikke har bolden. Nogle gange har vi ikke den koncentration i hver kamp. Det er normalt, fordi kampprogrammet er så krævende.

Ancelotti tog følgende med fra Girona-kampen:
- Analysen, vi lavede med spillerne efter Girona-kampen, var, at defensiven ikke var god nok. Det skal vi fokusere på i de næste kampe, især i morgen, og det har spillerne taget til sig. Vi vil gribe kampen i morgen an på en anden måde.

Om sin egen fremtid:
- Min fremtid er klar indtil 2024, og derefter ved jeg det ikke.

Om truppens bredde:
- Ceballos minder mest om Modrić med hensyn til egenskaber. Vi har meget gode midtbanespillere i Camavinga, Valverde og Tchouaméni og mange muligheder for at erstatte Luka. Man kan ikke erstatte Lukas erfaring, men jeg har midtbanespillere på topniveau, og vi vil sørge for, at vi gør det rigtigt.

Seneste artikler...