Referat: Racing Santander - Real Madrid 0-3, LaLiga, 11. spillerunde

Der var ingen dikkedarer overhovedet, da Real Madrid i går eftermiddags tog til Santander og let slog oprykkerne med 0-3.

Der var inden kampen sagt og skrevet meget om Real Madrids præstationer efter El Clásico-sejre og om eftermiddagskampe, men spillerne afgjorde det hele i første halvleg på en eminent præstation.

Real Madrid kom foran på et straffespark efter 11 minutter. Og lad os bare være ærlige. Der var ikke skyggen af straffespark. Javist, havde Prati armen lidt ude for at forsøge at stoppe Mbappé, men den i øvrigt svage franskmand faldt let til jorden og efter et VAR-tjek blev dommen stadfæstet og Mbappé udnyttede den eneste gang i kampen, hvor han satte et ben rigtigt, til at score sikkert.

Anderledes nydelse er der ved at se Jude Bellingham, som forener hårdt midtbanearbejde med sublim teknik og overblik og englænderen var manden bag Real Madrids andet mål efter 20 minutters spil, da han blev sendt alene mod Racing Santanders målmand efter en flot aflevering fra Güler og så kunne Bellingham nemt afdrible målmanden og sende bolden i det tomme mål.

Real Madrid gjorde nærmest, hvad der passede dem i første halvleg og kampens bedste mål kom ti minutter før pausen, da Diomandé flugtede riposten fra et hjørnespark op i målhjørnet og ivorianeren viste endnu en gang, hvorfor han skal være førstevalg på den venstrekant.

Der blev ikke scoret mere i første halvleg og Real Madrid trådte hårdt på bremsen i anden halvleg, hvor man ikke havde samme interesse i at komme frem og score mål. Kun et langskud fra Tchouaméni, som ramte en lille dreng i hovedet, gav lidt opmærksomhed. Og så naturligvis Diomandés detalje med at give sin trøje til bolddrengen, da han blev skiftet ud, hvorefter han modtog stående ovationer fra hjemmepublikummet. En detalje, som man end ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig hos en anden Real Madrid-spiller. Og så skal det også lige nævnes, at Racing Santander efter et VAR-tjek fik underkendt et straffespark, da bolden røg op på Tchouaménis arm i endnu en situation, hvor regelsættet er for vagt og kan tolkes i alle mulige og umulige retninger.

Real Madrid er nu på seks sejre i træk. De har ikke alle været lige kønne, men det er tydeligt, at man nu har fundet nøglen til gode præstationer og det skal man fastholde.

Kampens badebold: Mbappé. Man kan tilgives meget, når man scorer mål – og det gør Mbappé hele tiden – men denne gang slipper han ikke uden om badebolden, for han satte stort set ikke et ben rigtigt i kampen, som han krydrede med dårlig boldbehandling og elendige beslutninger.

Kampens spiller: Jude Bellingham. Hvis han fortsætter dette niveau, så er han en oplagt Guldbold-kandidat. Gigantisk arbejdsindsats og flere gode detaljer.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Der er mange ting, som går den rigtige vej for Real Madrid i øjeblikket. Det gælder om at fastholde momentum og få udnyttet truppens bredde, når der er mulighed for det.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...