Optakt: Real Madrid-Almería, LaLiga, 32. spillerunde

Real Madrid møder i aften for anden spillerunde i træk et af LaLigas oprykkerhold, når Almería kommer på besøg på Estadio Santiago Bernabéu. Det er Real Madrids næstsidste kamp, inden pokalfinalen og Champions League-kampene kommer i ét rap, og især efter tirsdagens misere i 4-2-nederlaget til Girona er der i aften god grund til at tanke selvtillid inden de vigtige kampe.

I øjeblikket har alle tre oprykkerhold i LaLiga spillet sig væk fra nedrykningsstregen, men Almería er det af dem, der er tættest på den. De kommer dog med en succesoplevelse i bagagen, idét de i midtugen slog nedrykningstruede Getafe med 2-1 på udebane, og derfor befinder de sig nu på 15.-pladsen med to point ned til stregen. Netop på grund af Almerías tætte nedrykningskamp kan man godt have dem mistænkt for at spare, hvor der spares kan af spillere i aftenens kamp, for i den kommende midtuge spiller de på hjemmebane imod bundproppen Elche. En kamp, de må og skal vinde.

Derfor kan man håbe, at Real Madrid hanker op i sig selv og indstiller sig på at give hjemmebanepublikummet en flot kamp, hvor Benzema, der er tilbage i truppen, forhåbentlig kan indhente noget af det firemåls forspring, som Lewandowski har i Pichichi-ræset. Ser man bort fra sit hattrick imod Real Valladolid i starten af april, har Benzema nemlig ikke scoret i to og en halv måned i ligasammenhæng, så i aften er en god anledning til at sparke sig tilbage i målform i den spanske liga.

Real Madrid og Almería har ikke den store fælles historik, idét den første af 13 indbyrdes kampe først blev spillet i 2007. I alt har Real Madrid vundet ti og blot tabt en enkelt tilbage i 2008, og samtlige af hjemmebanekampene imod aftenens modstander er blevet til Real Madrid-sejre – og altid med minimum to mål flere end gæsterne. Den sparsomme historik mellem klubberne betyder i øvrigt også, at den tredjemest scorende spiller i klubbernes indbyrdes kampe efter Cristiano Ronaldo og Benzema er ingen ringere end navnkundige Emmanuel Adebayor med tre kasser.

Efter tirsdagens Girona-kamp, hvor Taty Castellanos scorede alle hjemmeholdets fire mål, er det oplagt med et kort oprids af, hvad Real Madrid (åbenbart) bør frygte – hvilket på papiret ikke burde være det store. Unge El Bilal Touré, der i øvrigt er skadet til aftenens kamp, er Almerías topscorer med seks kasser, mens spansk fodboldnomaden Léo Baptistão blot har scoret fire gange. Farligste mand er derfor den tidligere Granada-angriber Luis Suárez, som Almería hentede hos Marseille i januar, og som har scoret fire gange på sine 16 kampe.

Derudover husker man måske den vævre kantspiller Largie Ramazani for sine flotte kamp i det omvendte opgør tidligt i sæsonen, hvor han scorede Almerías enlige mål. I alt er det dog blot blevet til tre mål og nul assists på 27 kampe fra ham, så alt i alt bør Real Madrid-defensiven med fokus og Courtois tilbage på kassen kunne spille til nul og score nok mål i den anden ende til at sende Bernabéu-publikummet veltilfredse og godt underholdte ud i aftenlivet efter tapas.

Det er på Tv2 Sport X, at kampen vises, og der er kampstart allerede kl. 18:30.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Vázquez, Militão, Rüdiger, Camavinga, Ceballos, Tchouaméni, Kroos, Asensio, Benzema, Vinícius

Seneste artikler...