Nyt pressemøde-tiltag hos madridista.dk: Top-5 Ancelotti-udtalelser

Som et nyt tiltag vil vi her på madridista.dk fremover prøve at servere de mange pressemøder før og efter kampene for jer læsere på en mere spiselig måde. For hvor mange læser egentlig en lang smøre om Carlo Ancelottis udtalelser før og efter kampene? Derfor laver vi et forsøg med en slags highlights fra pressemøderne – det kan være en top-3, en top-5 eller lignende, hvor vi kombinerer den specifikke udtalelse med vores eget besyv på selvsamme ytring. Håbet er, at det kan gøre udtalelserne mere vedkommende og lægge mere op til debat.

Her starter vi med en top-5 ud fra Ancelottis pressemøde forud for kampen i morgen aften imod Las Palmas

1. Kritikken er en del af gamet

Lad os starte med at tage fat i det overordnede tema fra pressemødet, som naturligvis var El Derbi-nederlaget i langt højere grad end den forestående Las Palmas-kamp. Ancelotti udtalte:

"Kritik er en del af trænerjobbet og min stilling. Når du er træner for Real Madrid, er det normalt at modtage kritik, hvis tingene ikke går godt. Det påvirker mig ikke. Jeg skal vurdere, hvad vi gjorde godt, hvilket er meget, såvel som de ting, vi ikke gjorde godt imod Atlético, som er få.”

Udtalelsen er egentlig text-book Ancelotti og formentlig et vidnesbyrd om, hvordan han kan klare skærene i det hårde cheftræner-game i Real Madrid. Kritikken preller af på ham, men som Real Madrid-fan kan det også virke provokerende for dem, der er trætte af Ancelotti, at han vælger at fremhæve ”det gode” som det, der var mest af, mens der ifølge ham ikke blev gjort meget dårligt. For selv hvis det var få ting, var det ekstremt kampafgørende, og derfor kan det næsten virke bagatelliserende. Og var der virkelig kun få dårlige ting imod Atlético?

2. Var eneste ændring virkelig at ændre Modric’ position?

Der var flere overraskelser i Ancelottis startopstilling til Atlético-kampen. Tchouaméni blev bænket i den kamp, der ellers syntes at ligge allerbedst til ham af kampene hidtil. Det samme gjaldt Joselu, og selvom det ikke i sig selv nødvendigvis er et vildt taktisk valg, kan Ancelotti ikke løbe fra det faktum, at det var første gang i sæsonen, at han kun stillede med én angriber i form af Rodrygo. For Joselu blev ikke erstattet af Brahim men af en femte midtbanespiller, og det er ganske enkelt et nyt eksperiment, hvis man sammenligner med sæsonens forrige kampe. Læg dertil, at både Kroos og Modric startede inde for første gang i sæsonen i netop den kamp, hvor man måske mindst forventede det. Ancelotti sagde selv på pressemødet:

"Modrić kan spille på den position uden problemer. Bellinghams position har kun ændret sig defensivt, ikke offensivt. Jeg ændrede ikke på så mange brikker. Det eneste, jeg gjorde, var at ændre Modrićs position for at lade ham spille som offensiv midtbanespiller, men mange gange har han spillet som 10’er”.

Igen er der tale om mere brænde på bålet, hvis man i forvejen er træt af Ancelotti. For det eneste han gjorde nyt, var – som anført ovenfor – ikke at ændre Modric’ position. Der blev skiftet både spillere og formation, så det lignede en juletræsformation i første halvleg med Modric og Bellingham liggende bag en enlig Rodrygo. Kampens kommentatorer kaldte det også et eksperiment, og sammenligningen til 0-4-nederlaget mod Barcelona på Bernabéu, hvor Modric spillere som falsk 9’er ikke helt fjern.

3. Har du brug for en angriber, Carlo?

Ancelotti blev spurgt ind til den manglende angriber i den nuværende trup, hvortil han svarede:

"Offentligheden kan have deres mening, fordi fodbold er en passion for alle. Alle kan have deres egne idéer, og de skal respekteres. Det vigtigste er at have balance i evalueringen, og det skal jeg have. Heldigvis ligger det i mine gener, og jeg kan vurdere, hvordan tingene er. At betvivle os efter at have vundet seks ud af seks kampe med alle de problemer, vi har haft... Det, mener jeg, er lidt for meget.”

Det sigende her er egentlig det, han ikke siger. Han udtrykker sig fortsat loyalt, selvom han ved gud ikke har meget at rykke med offensivt. Forestil dig, hvad Mourinho havde svaret til det spørgsmål, efter han i netop denne sæson blev fotograferet til et holdbillede med armen om en usynlig spiller for at lægge officielt pres på klubben i forhold til at købe en ny angriber i stedet for langtidsskadede Tammy Abraham. Ancelotti svarer udenom og skærmer dermed klubben mod intern splid. Og måske rammer kritikken derfor mere ham selv, end den burde.

4. Nej – Kroos og Modric er ikke ufejlbarlige

Ancelotti blev spurgt ind til eventuelle kritikker af Kroos og Modric, og i vanlig stil tog han dem begge i forsvar. Men måske gik han en tand for langt. Blandt andet sagde han:

"Modrić og Kroos kan spille i enhver taktisk formation i verden på grund af deres kvalitet, deres forståelse af fodbold og deres erfaring. De har ingen problemer med at tilpasse sig ethvert system."

Hvis det var sandt, havde det ikke været nødvendigt at flå Modric ud i pausen som symptom på holdets problemer. Eller at blive maltrakteret på Etihad af Manchester City i sidste sæson med Kroos som 6’er. Modric og Kroos er klassespillere, men de er ikke ufejlbarlige blot på grund af deres kvalitet, spilforståelse og erfaring. Modric var forrygende på 8’eren imod Union Berlin men har været nær ligegyldig under alle sine indhop som 10’er. De skal spilles klogt og formentlig ikke længere samtidig, især ikke imod Atlético.

5. Dinosaurer vs. koncepttrænere

Ancelotti blev spurgt ind til sit syn på de offensive kreatører, Rodrygo og Vinícius, og her gav han et citat, der tydeligt illustrerer forskellene på ham selv som cheftræner og det, han kalder ”den nye generation af trænere”:

”Fejlene, som den nye generation af trænere laver, er, at de giver spillerne for meget information om boldbesiddelsesspillet. Jeg er old school og mener, at det fjerner en del af kreativiteten. Det er én ting at give dem en position uden bolden, når de skal arbejde hårdt og spille som et hold, men i boldbesiddelse vil jeg ikke bede dem gå ind i banen, hvis de er mere komfortable med at søge mod kanten. Det er en individuel fortolkningen af spillet med bolden, og jeg vil ikke fjerne spillerens kreativitet”.

Dette er mest af alt en sjov betragtning, når nu diskussionen har gået lystigt på de nye koncepttrænere over for den gamle skole, som Ancelotti tilhører. Måske er det taget ud af kontekst, men læg mærke til, at han definitivt kalder det en fejl at give spillere (for?) mange instrukser. Men for nogen har vinderen altid ret, og Ancelotti har vundet meget de senere år.

Seneste artikler...