Emilio Butragueño

Emilio Butragueño, eller Gribben (El Buitre), som han er bedre kendt som, såvel i Danmark som internationalt fremstår som noget af det ypperste, Real Madrid nogensinde har produceret i deres vidt berømte fodboldskole. På banen et rent geni, som gjorde fodbolden til kunst i en tid med totalfodbold på den ene side og fysisk magt på den anden side.

Han blev født i Madrid i 1963 og kom ind i en familie af inkarnerede Madridistas, og Emilio Butragueño var ikke ret mange dage gammel før hans far meldte ham ind i Real Madrid. Som lille dreng spillede El Buitre fodbold i haven med familiens schæferhund Mery, som agerede forsvarsspiller mod den allerede dengang vævre spiller.

I begyndelsen overvejede Butragueño nøje om han skulle satse på fodbolden eller på studierne og forældrenes Parfumeri, men heldigvis vandt fodbolden og snart lå denne verden åben for hans fødder. Han spillede altid angriber eller venstre wing og var altid sit holds bedste mand og pludselig en dag var der bud efter ham fra Amancio, som trænede Castilla CdeF, som dengang var Real Madrids B-hold. På dette hold kom han til at spille sammen med Michel, Vázquez, Pardeza og Sanchis, som senere skulle lægge navn til Real Madrids legendariske La Quinta del Buitre-hold. Han spillede en halv sæson 1983/84 på dette hold, som blev mester i La Segunda og hvor han langt hen ad vejen var topscorer i ligaen, denne værdighed tilfaldt dog til sidst Julio Salinas, men kun fordi Alfredo di Stéfano i februar 1984 havde alvorligt brug for en angriber til sit kriseramte hold. Den 5. februar 1984 blev han udtaget til den trup, som skulle spille på udebane mod Cádiz. Butragueño startede på bænken, men da Real Madrid var bagud med 2-0 ved pausen, blev El Buitre sendt på banen. 45 minutter senere havde han lavet 2 mål og lagt op til eet, således at Real Madrid havde vundet 3-2. En stjerne var født!

Fra denne dag var Emilio Butragueño fast mand i Real Madrids førsteholdstrup og fra den dag voksede den unge spillers popularitet til uendelige højder. Derfor var det naturligt at han lagde navn til La Quinta del Buitre (Gribbens fem), holdet som havde målgaranti og som lagde Spanien og Europa for sine fødder i perioden fra 1984 til 1990, hvor holdet satte flere rekorder, som endnu ikke er blevet slået, bl. a. 5 mesterskaber i træk og flest scorede mål på én sæson, nemlig 107 mål i 38 kampe i sæsonen 1989/90. Derudover vandt holdet 2 UEFA Cup-titler.

Disse titler kom i hus via bemærkelsesværdige sejre, hvor Real Madrid hentede umulige føringer på Estadio Santiago Bernabéu. En af disse sejre fik Real Madrid den 12. december 1984 mod Anderlecht med en lang række danskere på holdet. Anderlecht havde vundet hjemmekampen i Bruxelles med 3-0 og skulle bare til Madrid for at overstå de 90 minutter, som ville bringe dem i næste runde. Men Real Madrid i almindelighed og Emilio Butragueño i særdeleshed ville det anderledes. Som en toreador udkonkurrerer tyren i Arenaen vandt Real Madrid hele 6-1 på bl.a. tre mål af El Buitre. En sand maltraktering af de stakkels belgiere og en magtdemonstration af dette imponerende Real Madrid-mandskab. Det var i disse år, at Emilio Butragueño efter et stort udebane-nederlag kom med de legendariske ord: No hay nada como una buena remontada en el Bernabéu (Der er ikke noget som en god returkamp på Bernabéu).

Sammen med sin angrebs-makker Hugo Sánchez opnåede Butragueño fire "pichichi" (topscorer-titler fra 1985 til 1990, hvoraf El Buitre selv stod for den ene, men han havde altid evnen til at dukke op de rette steder, hvilket Jesper Olsen sikkert husker fra VM i 1986, hvor en skidt tilbagelægning banede vejen for Butragueño´s fire mål i den spanske 5-1-sejr over Danmark.

På og uden for banen fremstod Emilio Butragueño altid gennem-sympatisk og han var elsket af stort set alle for sin loyalitet. Denne loyalitet fik man nok et bevis på i 1994, da det stod klart, at hans dage på Real Madrids bedste hold var talte. Han holdt en pressekonference, hvor han afslørede at han ville tage til Mexico og spille for Atlético Celaya, for han kunne aldrig spille for nogen anden spansk klub, selv om der var bud nok på ham.

Emilio Butragueño fik en testimonial-kamp på sit elskede Estadio Santiago Bernabéu, som havde været hans andet hjem i mere end tolv år, da Roma den 15. juni 1995 stillede op og fik en afklapsning på 4-0. El Buitre fik naturligvis stående ovationer for sine uforglemmelige præstationer gennem årene, hvor hans spil gik lige i hjertet på alle fodbold-feinschmeckere.

Han spillede tre sæsoner i Mexico, og da han indstillede karrieren endeligt i 1998 fik han også en testimonial-kamp i Mexico.

Herefter tog han et år til USA, hvor han tog en Mastergrad i Sportslig ledelse og da han vendte tilbage blev han efter et stærkt ønske fra sportsminister, Francisco Villar, ansat som hans rådgiver i sportslige anliggender.

I 2001 blev han ansat som under-sportsdirektør, hvor han arbejdede tæt sammen med Jorge Valdano, og som han nu har afløst som sportsdirektør.

Hans popularitet er stadig fænomenal og flere ser ham som kommende præsident i hjerteklubben Real Madrid. Verden ligger stadig åben for Emilio Butragueño, og måske var der noget om snakken, da de spanske fans hyldede ham under kampen mod Danmark ved VM i 1986 med tilråbene: Oa Oa Oa, Butragueño a la Moncloa (Bygningen, hvor den spanske regering holder til).

Historie:
Navn: Emilio Butragueño Santos (El Buitre)
Fødested: Madrid
Fødselsdato 22. juli 1963
Første dag i klubben (på professionel kontrakt): 5. februar 1984
Sidste dag i klubben: 30. juni 1995

Titler:
6 Liga
2 UEFA Cup
2 Copa del Rey
3 spanske Supercup
1 Liga Cup

Andre trofæer:
1 Copa Iberia
1 Liga Segunda División A (Castilla C.F.)
2 Trofeos Bravo
6 Santiago Bernabéu
4 Ciudad de Alicante
2 Ciudad de Barcelona
2 Colombino
1 Ciudad de la Línea
1 Festa D'Elx
1 Trofeo Raima
1 Castilla/La Mancha
1 Copa Durum
1 Ciudad de Palma
1 Ciudad de Benidorm
1 Trofeo La Naranja
1 Bahía de Cartagena
1 Euskadi/Asegarce
1Copa Fioruchi
1 Desafío canal Plus

Personlig hæder:
2 europæiske Bronze-bolde
1 "Pichichi" (topscorer)

Internationalt:
69 A-landskampe
5 U21 -landskampe
1 OL-kamp

Titler Internationalt:
- Sølvvinder EM 1984
- Sølvvinder U21-EM 1984
– Deltager ved VM 1986 og 1990 og EM 1984 og 1988

Antal kampe for Real Madrid:
341 Liga
39 Copa del Rey
29 Mesterholds-kampe
4 Pokalvinder-kampe
42 UEFA Cup-kampe
4 Liga Cup-kampe
4 Supercup
106 nationale og internationale venskabskampe.

Scorede 217 mål

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.